Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den pædagogiske læreplan

Et lille uddrag fra vores nye styrkede læreplaner

Vores børn er opdelt i 2 primære grupper. Rød og grøn gruppe, blandet i alder. I løbet af efteråret vil der være førskole forberedende aktiviteter nogle gange om ugen. 

Når man starter i Æblehaven, starter man i en lille gruppe alt efter hvor mange nye der er. Vi har erfaret at det giver tryghed og ro at man som ny, kun skal forholde sig til få børn og få voksne.

Det pædagogiske arbejde

Vores mål er at børnene skal blive den bedste udgave af sig selv. Dette fordrer at vi hele tiden arbejder med at skabe gode rammer, hvori børnene kan trives, lære og udvikle sig.

Vi arbejder derfor hele tiden på at børnehaven er et sted hvor:

  • Der er en varm atmosfære, og hvor børn og voksne føler sig velkomne.
  • Der er tryghed og en hånd at holde i.
  • Vi har fokus på relationer.
  • Alle føler sig som en del af fællesskabet.
  • Børnene bliver styrket i at mestre eget liv.
  • Der er struktur og en fast rytme med plads til spontanitet og humor.
  • Vi prioriterer hverdagslæring højt, og at barnet mestrer selvhjulpenhed.
  • Der er masser af plads til at lære gennem legen.
  • Glæden ved alle former for bevægelse er stor.
  • Vi ser naturen og ”uderummet” som vigtige læringsrum.
  • Der er stor fokus på det enkelte barns relationer og muligheder.
  • Voksne ser hinandens, og børnenes forskelligheder som en styrke.
  • Der er fokus på personalets trivsel og udvikling.
  • Alle børn og voksne føler sig inkluderet i fællesskabet.

Vi dokumenterer løbende aktiviteter og processer. Vi har i foråret særlig fokus børnesynet og det ydre læringsrum. Det betyder, at vi gerne vil inddrage børnene mere i aktiviteterne, og ligeledes inddrage dem i evalueringen af de igangsatte aktiviteter. Vi synes at barnets stemme er utrolig vigtig og vi vil gerne sikre os, at det enkelte barn trives og udvikles i de aktiviteter vi har og at det har værdi for barnet.

I efteråret 2021 har vi særlig fokus på ”fri for mobberi”. Vi vil gerne styrke alle børns sociale fællesskaber og trivsel. I børnehaven begynder børn for alvor at lege med hinanden, og de får deres første erfaringer med konflikter og med følelsen af at føle sig med i, eller udenfor fællesskabet. At kunne knytte venskaber og indgå i legerelationer har afgørende betydning, både for børnenes trivsel og glæde her og nu og for deres videre udvikling og læring.

Vi arbejder målrettet på at vores børn er så parate til den verden de møder udenfor, især de sidste år i børnehaven hvor de bliver en del af storgruppen. Vi afleverer børn til flere skoler, men Gl. Hasseris skole er vores samarbejdsskole.

Som personale i Æblehaven møder vi hver dag det enkelte barn og dets familie med en høj grad af nærvær, respekt og anerkendelse og dermed en positiv indstilling til barnet og dagen. En høj grad af forældreinddragelse er vigtig både for det enkelte barns trivsel og udvikling, men også for den samlede børnegruppes trivsel og udvikling. Sammen med forældrene, skaber og vedligeholder vi den kultur, som vi ønsker, skal være kendetegnet i Æblehaven.

Vores pædagogiske arbejde har sit udspring i de pædagogiske principper og metoder, som vi finder vigtige for at understøtte vores mål i forhold til såvel det enkelte barn som hele børnegruppen. Disse har sit afsæt i såvel nationale som lokale mål, politikker, retningslinjer og principper.

Vi arbejder i Æblehaven hele tiden på at sikre, at det enkelte barns trivsel er så høj som muligt, idet vi anser dette for altafgørende for, at barnet kan og har lysten til at lære og udvikle sig optimalt. Vi er bevidste om, at barnet skal mødes med passende udfordringer i forhold til dets forudsætninger, og at dette kun kan ske i så trygge og forudsigelige rammer som muligt.  

I Æblehaven er tryghed et nøgleord i forhold til at skabe trivsel, læring og udvikling, både for det enkelte barn og børnefællesskabet. Tryghed i forhold til rammerne er vigtige, men hvor trygheden i forhold til de relationer barnet indgår i hver dag, både i forhold til voksne og børn, har en helt særlig betydning. Relationer som er anerkendende og inkluderende.

En tryghed som gør at barnet får lyst og mod til at lære og udvikle sig. Mod til at udfordre sig selv, og mod til at øve sig igen og igen, indtil det mestrer det ”nye”. Dette hånd i hånd med at barnet er tryg ved at den/de voksne nok skal støtte, guide og gribe det, når det er nødvendigt.

For at understøtte dette tilstræber vi:

  • At vi har en genkendelig hverdag med en struktur og fast rytme som børn kan føle sig trygge ved. Men også en hverdag hvor der er plads til spontanitet.
  • At alle børn mødes om morgenen med navns nævnelse for at føle sig velkommen og værdifuld for fællesskabet.
  • At vi får sagt farvel til alle børn (og forældre) nogle gange med en lille kommentar om, hvad barnet har oplevet/lært i løbet af dagen.
  • At børn får lov til, og bliver støttet til selvhjulpenhed, indtil børnene mestrer det nye.
  • At vi dagligt skaber situationer, hvor det enkelte barn i ro og mag får mulighed for at udtrykke sig og bliver lyttet til.
  • At barnet bliver støttet i at indgå i såvel små som store børnefællesskaber – både gennem leg, planlagte aktiviteter og hverdagssituationer.
  • At børnene har faste spisepladser og dermed en tæt kontakt til en voksen dagligt.
  • At hvert barn har en fast kontaktpædagog, men vi arbejder på, at alle voksne har en god og sund relation til alle børn og på den måde er med til at drage omsorg for det enkelte barn.

Krav til pædagogisk læreplan

Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.

Den pædagogiske læreplan indeholder:

  • det fælles pædagogiske grundlag
  • beskrivelse af seks læreplanstemaer
  • pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring

Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.